Alternative forunderlige verden

Tog på bogudsalg, havde tænkt mig at købe et af de her resultater af efterdønningerne på ”Åndernes Magt”. Det er utroligt, så meget man kan ændre på sit liv ved at læse disse bøger, fandt jeg ud af – og dette blot ved at studere de 7-8 linjer bagpå.

Det er en større videnskab, blev kort sagt forvirret! Kunne læse at antallet af bogstaver i mit fulde navn kunne afgøre min skæbne. Det var temmelig omfattende og blot ved at skimte bogens indhold af tabeller og diverse tal, mindede det mig om, hvorfor jeg valgte sproglig linje og ikke matematisk i gymnasiet. Ved egentlig heller ikke, hvad jeg skulle kalde mig i stedet for mit faktiske navn, det ville blive for kompliceret. Og de tal der danner min fødselsdato kan jeg sgi da ikke lave om på??!

Så til en bog med tarotkort. Lagde den straks væk igen. Det tør jeg simpelthen ikke. Var engang inde i en zigøjner-campingvogn på Fisketorvet i Odense, hvor en vaskeægte mystisk kvinde smed de her kort på bordet og fortalte mig en masse, jeg måske godt vidste i forvejen, men jeg gik alligevel undrende derfra, for hvordan hulen kunne hun mon vide, at jeg havde en sød storesøster og en bedstefar der nær blev 100 år samt en masse andre ting??? Nej, definitely not mit område!

Så kom ”mit nummer i søskenderækken” – ikke godt, slog op under yngste medlem og kunne læse, at jeg er et rodehoved med stor sandsynlighed for at blive bilsælger??? Og så skulle jeg være ét bundt af usikker ambivalens… Væk med den. Men tænkte flygtigt, at det var rart med en forklaring på min evindelige mangel på orden – at jeg er sidstfødte, befriende at få det på det rene.

Videre i stakken. Astrologi. Bladrede hurtigt hen under tvillingen. Se her var noget, kommunikation som hovedtema - men stadig – et rodehoved. Gider ikke læse om mit rod i bøger alligevel. Heldigvis stod der så at min mands vandmandetegn harmonerer glimrende med mit, så er alt jo godt. Når bare de skriver det, mon så ikke vi er med til at trække skilsmissetallene ned?

Suk suk suk…fiskede bog frem om tankevirksomhed. Her påstod forfatteren, at man blot skal tænke rigtig virkelig meget positivt, så skal alt nok lykkes.

Gik ud af forretningen med 3 tegneblokke til ungerne og på vejen hjem slog jeg smut forbi kiosken og købte en lottokupon – alt imens jeg tænkte rigtig mange forunderlige positive tanker.

Missetand og døde fugle

Altså når man har børn, er man nødt til lige ind imellem at finde den her gamle De Små Synger frem og gi’ et nummer. Det kender I nok alle sammen derude, Jer med børn. Men det er faktisk noget skrækkeligt noget, når man begynder at nærlæse, det man synger. Tag nu bare for eksempel denne her herlige sang om Heksemutter, der lod en tudse riste som en ren karusse….direkte omsorgssvigt. Hun lader det ene af sine troldebørn nøjes med et rumpestykke - af en frø? Vi snakker da tvangsfjernelse i allerhøjeste grad? For slet ikke at nævne Krokodillen i badekarret, som man bare skal gi’ en god cigar? Yderst besynderligt at Kræftens Bekæmpelse endnu ikke har censureret den sang? Og nej for den lede, kender I den sang om Juliane oppe bag Norges kyster? Der tager gift for at undgå tvangsægteskab? Den sangbog var filme forud for sin tid skal jeg love for. Ligesom med den lille kattekilling, der er socialt udstødt, fordi storebroren kom til at æde en kammerat. Og så til alle de stakkels dyr, der dør. Højt på en gren sad en krage og hyggede sig, ind til en grimmer jæger kom forbi. Og de stakkels 100 mus med haler på, der blev slugt af en fed fæl kat. Og den lille kvækkende frø, der i mosen sad, men haps, så kom der lige en stork langeben. IKKE noget at sige til det, hvis børn får mareridt altså. Nej må jeg lige bede om kammertonen og et par få minutters stilhed og herefter lidt sang om cykler og rokketænder. Ham Povl Kjøller havde godt nok fat i den lange ende. Ingen dødsfald eller angstneurotisk-fremkaldende vers. Hurra for Povl, Kaj og Andrea, også selv om de snakker bagvendt med fokus på en missetand.

Flyvepanik

Denne uges linier er skrevet temmelig højt til vejrs. Sidder i skrivende stund med en dyb tro på alverdens religioner og kan pludselig huske mit Fadervor fra ende til anden.

”I bedes alle spænde sikkerhedssele og ikke benytte toiletterne”, lyder det fra kaptajn Haddock et eller andet sted over Amsterdam eller nogen bjerge – eller? Ok, tænker jeg i mit angstfyldte hoved, hvad hulen gør det egentlig af forskel, om man har den sele på eller ej? HVIS vi styrter ned – på noget vand(???) og skal til at finde den her lifevest under your seat, så er det da et værre bøvl at skal spænde seler af både børn og jeg selv inden den her vest skal pustes op? Og hvad er det egentlig med den vest? Er den selvoppustelig? Holder knivskarpt øje med stewardessernes ansigtsudtryk – ser de ikke lidt trængte ud? Fuck – DING lyder det så igen… endnu en formaning om at spænde seler. Det må virkelig være alvorligt det her. Lover fremadrettet at være et godt menneske, spise mine grøntsager og aldrig mere maile privat i arbejdstiden. Hvis bare jeg overlever… Nå, så gik kaptajnen i æteren igen. Forventer at turbulens er ovre om 25 minutter. Føler jeg sidder i et 70’er bumletog på russisk jernbane, så meget ryster det. En af de andre passagerer har fundet brækpose frem. Nu snakker han om vejret – og udsigten. Der er dælme da ingen udsigt herfra, kun grå skyer og noget vand langt nede. Og som om det rager mig hvilke bjerge, man kan se, jeg vil bare ned. Hjem – leve! Med alle lemmer i behold. Kommer til at tænke på, jeg ikke har trukket vejret i adskillige minutter… ”Det kilder i maven, kommenterer 3-årige. Ville det virke forkert at handle en flaske toldfri whisky lige nu? Og dele med ham bagved, der er stiv i blikket?

Efterskrift: Jeg overlevede. Og er mere en lykkelig for mit job på landjorden. Og det varer lige en rum tid, før jeg skal flyve igen. Selskabet, vi fløj med, eksisterer ikke længere, måske det var bevidst drama, de ansatte ville nå at have med inden afskedigelse?

Undtagelsestilstaaaaaand!

Det kan sagtens være, at hende frk. Smilla har en fornemmelse for sne. Jeg har en ganske anden fornemmelse. Jeg ved, når de er der. Når man er lokket i baghold, og man nærmest kan mærke den kolde ånde i nakken, man vender sig og straks lammes i chok. Der er ingen tvivl. Når det sætter i med lave temperaturer, viser de sig. De har brugt sommerhalvåret et hemmeligt sted alle sammen og udtænkt strategi. Holdt faglige møder om, hvem der indtager de forskellige boliger, hvem, der frygter dem mest, så de modigste af dem kan få den fedeste oplevelse. Når det er sket, og det er lykkes dem at tage flugten, løber de tilbage til faglokalet og udveksler erfaringer og sender nye praktikanter ud, somme tider med en ældre følgesvend. Tænker, at det måske er den del af undervisningen, og at der gives karakterer? Tænker videre - at højeste karakter blandt udyrene gives til den af dem, der på bedste vis kan snige sig frem i tusmørket og stille sig nærmest mig, kampklar med onde lodne øjne, og når de hører skriget, tager de flugten hjem med hæsblæsende referat. Tror jeg har et skræmmende rygte i de kredse. Jeg føler mig forfulgt. Bedst som man sidder der og hygger sig over aftenkaffen og de sene nyheder, kan man mærke dens stirren. Ud af den blå luft er den der lige pludselig. Men først efter mørkets frembrud. I dagtimerne samler den kræfter i mødelokalet. Og den VED, når man opdager den. Det er faktisk det værste – når den har brølet BØØØH, og den forsøger at tage flugten, og man ligefrem kan høre dens fødder hen af gulvet og dybe vejrtrækning. Kom frost – kom sne, så vi kan komme utyskerne til livs. Så man ikke behøver tænde lyset på ren OCD-maner x-antal gange inden søvnen overtager magten. Heldigvis har jeg en mand, der er hurtig på aftrækkeren med køkkenrulle og HAPS, ud med den sorte lodne djævel i wc’et, 2 skyl og låg på – når undertegnede skriger: UNDTAGELSESTILSTAAAAAND!

Det er meget muligt, at lille Peter Edderkop kravlede op af muren, men da regnen kom, burde han skylles ud i kloakken og holde sig fra mit matrikelnummer!

Porno – i børnehøjde?

Det er faktisk meget sjældent, jeg bliver sådan rigtig sur. Så sur, at man kan mærke blodtrykket stige og pulsen ryge op på alarmerende bølger. Men det skete forleden. Jeg skulle besøge veninde i Nordjylland og havde lovet tøse-kuldet, at de undervejs ville få lov at vælge et af de her Barbie eller whatever-blade, man kan købe, hvor der er 17 tegninger og et plastikarmbånd til den nette sum af 32,95. Bum bum, holdt ind på en Shell-station mellem Aalborg og Hjørring, hvor vi kunne få tanket op af is, sodavand og alt det her, der følger med på en længere tur på hjul med børn bagi. Og så skete det. At jeg fik en flitsbue af et raserianfald. Midt i en Shell-butik med en ellers sød ekspedient, der med store øjne bakkede tilbage i bagbutikken, da jeg foldede mig ud. Til sagens kerne:

Jeg luskede rundt efter proviant, mens piger på 3, 5 og 7 havde sat sig foran stativ med Klokkeblomst, Barbie, Winx osv. og skulle vælge et af de her formidable magasiner, da jeg lige kaster blikket over til dem og konstaterer, at der VED SIDEN AF – PÅ SAMME HYLDE forefindes et massivt udvalg af pornoblade. Jeg mener VED SIDEN af – ikke gemt væk eller stillet op i minus børnehøjde, eller hensigtsmæssigt sat et andet sted, nej nej, klods op af Barbie lå en afklædt bimbo med store røde læber og laksko og slubrede ud i øjnene på mine børn. Okay, er der måske nogen der tænker, slap dog lidt af. Nej jeg vil ej!!!! For jeg er ikke sippet, jeg er heller ikke modstander af de blade, fred være med dem, og de stakler, der ser sig nødsaget til at finde inspiration i lak og læder på tryk. Men mine børn behøver sgu ikke finde inspiration til den slags. Nu. Jeg nærmest kastede eder ud i butikken og bjæffede som en arrig kamphund, mens lille ekspedient med røde ører lovede, at hun ville kontakte chef og dit og dat. Heldigvis fik jeg medhold af øvrige kø, der vel ikke turde andet end give det hidsige kvindemenneske ret (altså undertegnede). Hun flyttede bladene, mens jeg triumferende stod med korslagte arme og fnyste. Reflekterede i bilen resten af vejen. Måske var jeg gået over stregen? Burde jeg blande mig i, hvordan folk sælger deres varer? Er jeg i min ret til at lave en scene blot på grund af et par pussydolls med push up bh? Ved det ikke. Men jeg ville gøre det igen, ville jeg!!!

Kender jeg ham?

Kunne ikke sove. Trisser lidt rundt i mørket. Klikker ind på Facebook. Kan se, at tre af mine FB-venner også er online. Klokken noget med 23. Har fået venneanmodning. Fra en, jeg ikke som sådan kender. Men jo, på en måde gør jeg vel. Sådan sporadisk, som man siger. Klikker ind på hans profil, føler mig som en tyv i natten. Kan se, han har 863 venner. Nå! Det er godt nok mange. Kommer til at tænke på, hvor mange af dem, han i bund og grund kender? Sådan rigtigt? Tænker jeg med et blik på mine 130 venner. Fordi jeg kender da mine? Har kigget dem i øjnene og drøftet et eller andet med dem på et tidspunkt i livet. Har en eller anden form for fortid eller historie med alle dem, der ligger derinde i systemet og sender fødselsdagshilsner. Ok, måske ikke lige ham der Niels Brink, fra Melodi Grandprix. Som jeg interviewede 7 minutter for 2 år siden, og på en pinlig måde straks følte, jeg kendte super meget. Nok til at blive venner med ham på FB. Ikke? Tror jeg sletter ham. Er egentlig ligeglad med hans kommentarer. Han skriver alligevel aldrig noget til mig. Og der kom heller ingen fødselsdagshilsen forrige uge. Nå. Klikker lidt rundt. Hvad er det for noget mærkeligt noget, folk har gang i derinde med at bygge ting af fiktive legoklodser? Én har lagt billeder ind. Snager lidt i fotoalbummet. En anden har lige bagt boller. Står der. Totalt overskudsagtig, hva’? At bage boller ved midnatstid og så endda fortælle om det på Facebook? Skulle man det? Lige bage en pladefuld boller, nu man alligevel ikke kan sove? Orker det ikke. falder over en FB-annonce og klikker ind og finder nogen ret fede sandaler.

Pseudovirkelighed. Faktisk. På den nutidige måde.

”Godnat og sov godt”, skriver jeg. Og forventer på vej ned i seng, der ligger et par ”synes godt om”, når jeg klikker ind i morgen…